Cases

Fertin: Fra produktions-mindset til pharma-kultur

 

Udgangspunktet

Der stod allerede kulturudvikling på ledelsens dagsorden, da Intenz i 2015 kontaktede Fertin. Virksomheden har rødder i konfekture, men er i dag verdens førende producent af nicotin-tyggegummi med store internationale medicinalvirksomheder på kundelisten. En udvikling, der stiller langt højere krav til kontrol, kvalitetssikring og kundeservice.

 

Fertin har gennem en årrække skabt stadig bedre resultater. Det gjorde CEO Søren Birn bekymret for, om succesen havde gjort medarbejderne selvtilfredse og uimodtagelige for kravene om tilpasning og kundefokus.

”Vi havde investeret flere hundrede millioner i vores produktionsanlæg og kompetenceudvikling af medarbejdere. Men jeg var klar over, at vi også måtte styrke de gode elementer i vores kultur og forbedre os på en række indsatsområder. Den proces, ville jeg indlede med et indspark udefra,” fortæller han – og valget faldt på Intenz. ”Det var befriende, at Intenz ikke kom med en kæmpe Power Point-præsentation og en forkromet snak om organisationens strategiske mål. De spurgte bare ind til os og fortalte om deres meget håndgribelige tilgang. Og så tiltalte idéen om kulturmåling desuden en økonom som mig, fordi jeg fik et entydigt billede af, om vi var på rette vej ift. at nå strategien.”

 

 

 

Måling skaber fokus

I december 2015 gennemførte Intenz første kulturmåling hos Fertin, der involverede over 500 af virksomhedens medarbejdere. Målingen blev gennem hele 2016 fulgt op med en udviklingsindsats på alle lederniveauer. Sammen gennemgik man resultaterne, prioriterede indsatsområder og udarbejdede handlingsplaner. Fokus blev især rettet mod at skærpe ledelseskompetencer og mod ledernes evne til at formidle Fertins mission, vision og værdier.

”Målingen viste faktisk, at organisationen ikke var selvtilfreds. Det handlede derimod om en manglende kommerciel sans,” forklarer Søren Birn. ”I dag har vi derfor opsat vores performance management-system, så en tredjedel af vores væsentlige KPI’er er relateret til kundetilfredshed – for hvis folk bliver målt på noget, er de også opmærksomme på det.”

Søren Birn bad Intenz om ikke at træne lederne i klassiske ledelsesværktøjer – det havde de styr på. I stedet introducerede de enkle værktøjer til fx kommunikation, feedback og erfaringsudveksling. Det medvirkede bl.a. til, at de forskellige teams fik justeret de indsatser, kulturmålingens resultater havde affødt.

”Værktøjerne har givet organisationen et fælles sprog. Folk fangede hurtigt det med at være på enten grøn eller sort bane – at der fx kan være kolleger, der trækker energi ud af fællesskabet ved at brokke sig. Nu havde vi et legitimt redskab til at tage fat i det. Det er lettere at bede en kollega komme på grøn bane end at fortælle, at han er negativ,” forklarer han.

 

Historien skaber stolthed

Intenz gennemførte en kulturmåling igen i 3. kvartal af 2017, der testede resultatet af de vigtigste indsatser. Selvom Fertin havde haft travlt, kunne de konstatere en pæn fremgang – bl.a. i evnen til at efterleve virksomhedens værdier og i forståelsen af vision og mission. Der var også fremgang i produktionen. Her havde medarbejdernes egne initiativer medvirket til reduceret nedetid og mindsket spild – et ansvar Søren Birn har savnet.

”Vi halter fortsat på enkelte af de forretningsmæssige elementer i målingen. Det har dog ikke givet anledning til strategiske ændringer, men sat tingene ind i en større kontekst. For eksempel har Intenz bekræftet os i værdien af vores historie om, at vi bidrager til at redde liv. Det er en kilde til positiv energi, som man bliver blind for i dagligdagen,” fortæller Søren Birn. Så stoltheden er vokset målbart sammen med det kommercielle mindset, og det samme gælder sandsynligheden for, at medarbejderne vil anbefale Fertin som en god arbejdsplads. Og det er Søren Birn meget tilfreds med.

 

”Vi fortsætter med kulturmåling sammen med Intenz – ellers kan vi ikke forbedre kulturen. Det giver et godt udgangspunkt og fælles referenceramme,” slår han fast. ”Lige nu forsøger vi selv at flyve flyet. Men taber vi højde, vil vi igen invitere Intenz ind til at udfordre os på, hvad der er god ledelse, og hvad vi ønsker at fremme. Det har værdi, at der kommer nogen udefra og byder ind på vores udfordringer,” slutter Fertins CEO.

 

 

DEL

Ønsker du at vide mere

Jes er stifter og partner i Intenz. Han har arbejdet med udvikling af mennesker på alle niveauer og i stort set alle brancher siden 1988.

Facts

Udfordring:
At skabe en stærk kommerciel kultur, hvor lederne viser handlekraft og ansvar.

 

Resultat:

  • Topledere og directors oplever en høj grad af initiativ, eksekvering og handlekraft i hele organisationen
  • 15-20% mere energi og passion hos lederne
  • Forbedret kommerciel forståelse bredere forankret i hele organisationen.

 

Værktøjer:
Ledernes største læring var bl.a. at skabe handlekraft og ansvarsfølelse på alle niveauer. I dag er få effektive værktøjer en naturlig del af ledernes dagligdag – fx arbejder vi med at udvide vores kontrolcirkel og mindske fokus på vilkår. For som leder og mellemleder har man både et mandat og en pligt til at handle,” forklarer CEO Søren Birn. 

 

Om Fertin:
Fertin er verdens førende udvikler og producent af medicinsk tyggegummi. Virksomheden, der i dag har over 700 medarbejdere, blev grundlagt som et datterselskab til Dandy og har fortsat hovedsæde i Vejle.