Læring i virtuelle rammer​

For over 20 år siden gjorde vi de første erfaringer med e-learning. Ambitionsniveauet og motivationen var høj, men de fleste initiativer kuldsejlede på manglende teknisk fundament. Men i dag er situationen helt anderledes, og de tekniske muligheder er på ingen måde en hindring – tværtimod.

Camma Åstrøm-Andersen

Camma Åstrøm-Andersen

For over 20 år siden gjorde vi de første erfaringer med e-learning. Der er løbet adskillige tusind liter vand i åen siden, og de muligheder vi har i dag kan på ingen måde sammenlignes med de forsøg, der blev gjort i 90’erne.  

Ambitionsniveauet og motivationen var høj, men de fleste initiativer kuldsejlede på manglende teknisk fundament – pc’er uden lyd, cd-rom-drev mangler, ingen eller meget langsom net-forbindelse. Men i dag er situationen helt anderledes, og de tekniske muligheder er på ingen måde en hindring – tværtimod. 

I dag taler vi ikke så meget e-learning, men mere online undervisning og virtuel læring. Og nu skulle man tro, at vejen bare var banet for at undervisning, møder, kurser osv. foregår virtuelt. Men det har faktisk langt fra været tilfældet. 

Vores ambition er (stadig), at meget træning og undervisning kan ske online. Og faktisk er der rigtig mange tilfælde, hvor det fungerer bedre online end ved fysisk fremmøde. Alligevel oplever vi ofte modstand mod tanken om online undervisning.

”Det er bedre at være sammen fysisk”, ”Vi kan ikke skabe samme dialog online, som når vi er sammen”, og andre indvendinger i den stil. Og måske har flere af vores konsulenter – som ELSKER at stå foran en gruppe mennesker og mærke energien og stemningen – også været en del af problemet. 

Så skulle vi finde gaven i denne tid med Covid-19 og lock-down, så må det være det vanvittige spring alle har taget ind i en meget mere digitaliseret hverdag, hvor video-møder, online-undervisning, online-facilitering osv. er blevet en helt naturlig del af hverdagen for alle på tværs af generationer og dagligdag. 

Man kan i høj grad tale om Sense of Urgency for rigtig mange – og hvis vi bare kigger på virksomheder, kan vi konstatere, at især salgsfunktioner har været meget hurtigt ude med at søge hjælp til at omstille deres salgsmøder til en virtuel verden. Og mange andre funktioner følger trop hele tiden. 

Fordele​

Lytter man til medier og nyheder kan man godt blive smittet af deres sortsyn og søgen efter huller i osten. Og selvfølgelig ville vi da hellere været Covid-19 foruden. Men der er faktisk rigtig mange fordele at finde ved at vores verden er blevet mere digitaliseret.  

Helt overordnet er de 2 vigtigste områder, hvor fordelene er meget håndgribelige;

  • Miljø & omkostninger
  • Effekten af læring

Miljø og omkostninger

Når vi taler miljø, kan vi alle kigge på vores rejseomkostninger for 2020. Det ligger nok omtrent på 1/4 af hvad vi plejer. Heri ligger bilkørsel, fly-rejser, færge, tog osv. Allerede i marts måned viste en analyse fra Carbon Brief, at de klimaskadelige udledninger i Kina er reduceret med en fjerdedel som et direkte resultat af virussen. 

Oven i det kommer den tid, vi alle har sparet på transport. Det er, selv i et land som Danmark, mange timer sparet ved at vi ikke sidder i biler på kryds og tværs af landet dagligt, ventetid i køer, i lufthavne osv. Oveni alt det viser det sig også – ikke så mærkeligt alt taget i betragtning – at sygefraværet er faldet markant på alle arbejdspladser. 
(Lektor Steen Navrbjerg, Forskningscenter for Arbejdsmarkeds – og Organisationsstudier, Sociologisk Institut Københavns Universitet).

Effekten af læring 

Selvom miljøet ligger os stærkt på sinde, er det i denne sammenhæng ikke her, vi har den største fokus – eller mulighed for påvirkning. Det har vi til gengæld på alt der handler om læring, samarbejde, kultur, team-udvikling, kommunikation – interaktion mellem mennesker i det hele taget. 

Så tilbage til spørgsmålet om læring kan foregå virtuelt.  

Forskere i USA inden for Neuro Science har undersøgt effekten af online un dervisning sammenlignet med classroom. Og det korte svar er – det er MERE effektivt… men det skal gøres rigtigt.

Når undervisningen er tilrettelagt ud fra forskningens viden om, hvad der bedst skaber læring, og det bliver omsat til den virtuelle verden, så opnår vi markante resultater. Og netop online mulighederne giver os adgang til at tilrettelægge undervisningen, så den følger anvisningerne. Et af trickene er nemlig, at det skal være mange korte touch points – og det er alt andet lige nemmere, når det foregår online. De færreste virksomheder bruger tid og penge på transport af folk for at give dem 50 minutters undervisning. Men det kan nemt lade sig gøre online. 

Med inspiration fra MCI Global får du her 6 steps til at skabe god undervisning og træning  online:

6 steps til at skabe god undervisning online

  • Bryd indholdet ned i overskuelige portioner
  • Skab tempo og variation 
  • Gør det relevant 
  • Overvej varighed og omfang 
  • Aktivér sanserne
  • Skab den rette følelsesmæssige tilstand

1 . Bryd indholdet ned i overskuelige portioner

Vejen til at huske ting er, at det er brudt ned i mindre stykker. Vi kan som mennesker forholde os til ca. 7 stykker info, så begynder ting at forsvinde. Så med en overskuelig mængde info kan vi bedre lagre i langtidshukommelsen.

2. Tempo og variation

Igennem alle vores år i konsulentbranchen, har et af vores mantraer i vores undervisningen været: Tempo & variation. Vores hjerner kan klare 10-12 minutters fokus – online sandsynligvis endnu kortere – så skal der ske en ændring i scene, tempo, form o.lign. Og det kan fx være ved at stille et spørgsmål, vise en film o. lign. Alt sammen tips, der er nemme at overføre til online universet.

3. Gør det relevant

Det burde ikke være nødvendigt at fremhæve, men det er stadig lige så vigtigt. Undervisningen skal selvfølgelig være relevant – og relevansen skal være tydelig fra starten. Mit gæt er, at det er de færreste der søger på Youtube om, hvordan man skifter kæde på sin cykel, før de reelt står i situationen og har brug for det. Og så er læringskurven til gengæld stejl. 

Så god læring bør komme som en kold Cola på en varm sommerdag. Som leder giver det fx rigtig god mening at lære om kommunikation og det at stille spørgsmål lige inden et statusmøde med en medarbejder. Men får du læringen 3 måneder før du skal bruge den, så er det med 99% sandsynlighed gået i glemmebogen. 

Og det bringer mig elegant over til næste punkt:

4. Overvej varighed og omfang

I 1885 definerede psykologen Germann Ebbinghaus glemselskurven, som bygger på at folk glemmer 80% af det lærte materiale inden for 24 timer. 

Så det gælder om at skabe et forløb med træning spredt over en længere periode, så hjernen kan lagre de nye ting. Og der er tid til at anvende og genbesøge det lærte imellem sessionerne. Less is more – som man siger. 

Så sammenpakkede 3-4 dages kurser med over-load af input via envejs-kommunikation bør høre fortiden til (desværre ikke det jeg hører fra studerende på universiteter i DK!)

5. Aktivér sanserne

Når vores sanser og vores fantasi er aktiveret lærer vi bedre. Forskning viser, at undervisning der aktiverer 2 eller flere sanser fungerer bedre, end hvis det kun er én sans. 

En dygtig underviser, der mestrer storytelling og kan iscenesætte læringen kreativt og dermed aktivere fantasien og forestillingen om lugt, syn, bevægelse vil skabe bedre resultater. Dynamik, involvering og entusiasme er naturligvis stadig et grundlæggende fundament for excellent læring.

6. Skab den rette følelsesmæssige tilstand

Det har længe været kendt – og nu også dokumenteret inden for hjerneforskning – at vi lærer bedre, når vi er i den rette følelsesmæssige tilstand. Frygt, nervøsitet, vrede, mindreværd og andre begrænsende følelser blokerer vores hjerner for læring, og ethvert forsøg vil være skønne spildte kræfter. 

Et miljø af psykologisk tryghed, sjov, samspil, forbundethed og fællesskab vil på den anden side være utroligt fremmende for læringen – og den generelle følelse af fællesskab i læringssituationen.

Gratis viden og værktøjer til at udvikle kultur og ledelse
Vi deler mere ud end nogensinde før!
Alle mennesker og virksomheder navigerer i en virkelighed, der er i konstant forandring. Det kræver konstant fokus på justering af strategi, processer og adfærden. Vi skal holde os knivskarpe. 
 
Du får ALT vores bedste indhold i form af guides, læringsvideoer, værktøjer og hands-on øvelser til at udvikle en stærk kultur med stærke ledere og den rette adfærd hos alle, så du øger din sandsynlighed for succes når I skal lykkes med ambitiøse mål.

Fysisk fremmøde – fordele og ulemper​

 

Så snart vi begynder at bevæge os fra undervisning og mere over i oplevelse kan det være svært at erstatte det med online møder. Forestil dig et fællesmøde med 400 kolleger i en stor sal, musik i baggrunden, summen af stemmer, folk henter kaffe og rundstykker, hilser på kolleger fra andre lande eller landsdele og energien er høj. 

Eller samme gruppe mennesker i fælles aktiviteter, hvor de med leg og sjove aktiviteter får virksomhedens værdier og kultur ind under huden. Måske den største værdi er den uformelle dialog i pauser, under frokosten/middagen og i sofaen om aftenen.

Svært at forestille sig det kan skabes helt så godt i Teams eller Zoom, ikke sandt? Selv om vi med kreative løsninger er kommet tæt på. 

Ulemperne ved fysisk fremmøde – Covid-19 eller ej – er hele logistikken, planlægningen, rejseomkostninger, overnatninger, rejsetid mv. Vores oplevelse er dog, at det til særlige lejligheder er rigtig godt givet ud, for det kan give et kæmpe energiboost, som alle kan leve højt på længe efter, og der bliver skabt nogle relationer, der kan vedligeholdes og udvikles over telefonen eller video-møder i tiden efter. 

Man kan også forestille sig en ny-sammensat ledergruppe, der ikke kender hinanden i forvejen. De skal som team stå i spidsen for en virksomhed, og fremstå som en sammentømret enhed, der viser retning og styrke. Noget af det vigtigste for at skabe det, er at de skal starte med at lære hinanden at kende – og det sker bedst ved at tilbringe tid sammen. Vi behøver ikke sende dem ud og jage kaniner, men et vigtigt fælles projekt, gode gåture, gode dialoger med konstruktive konflikter, snakke over kaffemaskinen og gode middage med hygge og måske en øl i baren. Det giver et særligt bånd i en ledergruppe. (Læs her hvordan Annette Kalle, Adm. Direktør i Lantmännen Unibake Danmark A/S lykkedes med en næsten umulig opgave fordi fundamentet var en stærk ledergruppe)

Når det er sagt, så behøver man jo som team ikke vente med at gå i gang med arbejdet. Så kan indsatsen for at styrke relationerne og sammenholdet ske så snart muligheden opstår.

Mon fremtiden er at al undervisning foregår online?

Meget vil, men ikke 100%. Noget egner sig bedre til at være sammen fysisk. Når det fx handler om at skabe et stærkt sammentømret lederteam, hvor man skal kunne se hinanden i øjnene, tale om svære ting og skabe relationer – så har det klare fordele at være sammen fysisk. Og rigtig meget undervisning vil være en kombi af de 2 – for det virtuelle er kommet for at blive. Det handler kun om, hvad der er den rigtige ”dosering” af de to i den enkelte kontekst. 

Vi har i Intenz i 2020 gennemført stort set al vores undervisning online – og det samme billede tegner sig for 2021. Vores kunder kunne nok groft opdeles i 3 grupper:

1. Det gør vi da bare. Vi skal videre. 

2. Lad os lige se tiden an, og måske prøve om det virker 4

3. Det kan ikke lade sig gøre

Med den første gruppe gik det stærkt med at komme i gang, og sammen lærte vi hurtigt at klare de tekniske forhindringer. Faktisk var vi i gang med lederudviklingsforløb allerede i marts 2020.  

Med de to sidste grupper tog det lidt længere tid, men med udsigt til en langvarig nedlukning og konsekvensen af at sætte al udvikling i stå, har de fleste taget springet til at tage undervisningen og træning online. 

Og feedback’en er enslydende: Det fungerer fantastisk! Og for mange endda bedre end ved fysisk fremmøde. Alligevel er der nok nogle temaer og målgrupper, der egner sig bedre til online træning end andre. Og her tænker jeg kun på læring i grupper. Almindelig kendt individbaseret onlinelæring fra før pandemien har stadig de samme udfordringer som tidligere. Det fanger stadig ikke rigtigt. Vi lærer bedst i grupper. 

Vores erfaring når vi kigger tilbage på 2020 er, at rigtig mange ting fungerer fantastisk online. Fælles dialoger på tværs af lande og tidszoner, ledermøder, medarbejderbriefing, salgstræning, ledertræning, teammøder. Det er efterhånden nemmere at nævne de få ting, der ikke fungerer – som jeg har gjort ovenfor.

Camma Åstrøm-Andersen

Camma Åstrøm-Andersen

Få adgang til alt vores indhold til at styrke ledelse og kultur

Du får blandt andet adgang til:
 

+10 webinarer med konkrete ledelsesværktøjer og indsigt i hvordan I udvikler jeres organisation  

Guides til udvikling af teams, ledere, individer og organisationer  

Læringsvideoer til læring og repetition, når du vil holde dig skarp  

Artikler og inspiration om udviklinger af mennesker og organisationer 

✔ Adgang til tests som giver dig svar på, om I bruger de mest effektfulde metoder og værktøjer til udvikling af kultur og ledelse

✔ Plus flere ressourcer til at hjælpe dig med at styrke ledelse og kultur (og vi tilføjer løbende mere indhold)