Af Mads Olsen

Connect på LinkedIn
Skriv på [email protected]

Slut ikke løbeturen med at snuppe en Snickers

Kun 41 % vælger at fjerne én klods, selv når det er den nemmeste og billigste løsning. Resten bygger bare mere ovenpå. Det samme gør mange organisationer med deres strategi: De sætter nye initiativer i gang, men stopper ikke med noget af det gamle. Og bagefter undrer de sig over, at forandringen udebliver. Det har jeg en usødet holdning til.

Hvis du gerne vil ændre din livsstil og leve et sundere liv, så ved du godt, at det kræver noget på flere fronter.

Du skal gøre noget mere, end du gør i dag: Du skal måske snøre løbeskoene noget oftere, spise nogle flere grøntsager til aftensmaden osv.

Men du ved også, at der er noget, du bliver nødt til at gøre mindre af. Det kan være at svinge forbi bageren på vej hjem fra arbejde eller at snacke i sofaen hver aften.

Hvis du var den strukturerede type, kunne du måske endda finde på at lave en liste med to kolonner. Hvad skal jeg begynde på, og hvad skal jeg stoppe med?

Man kan fristes til at kalde det logik for burhøns. Det nytter ikke at sætte en masse nye initiativer i søen, hvis man fortsætter med at gøre noget, der modarbejder deres effekt.

Desværre har den logik ofte trange kår, når organisationer skal omsætte strategi til adfærd.

For det, der skaber begejstring for en transformation, er kolonnen med alt det nye. De nye idéer, de nye muligheder. Det er jo ikke fedt at holde et kickoff om alt det, vi skal holde op med. Det får ikke rigtig nogen op af stolene.

Faktisk stikker det dybere end som så. Et studie publiceret i Nature har påvist, at mennesker automatisk leder efter løsninger ved at lægge til i stedet for at trække fra. Vi har en indbygget “addition bias”.

Forskerne undersøgte gennem otte eksperimenter, hvordan mennesker tænker, når vi bliver bedt om at forbedre noget. Hovedkonklusionen er, at vi langt oftere tænker “Hvad kan jeg tilføje?” end “Hvad kan jeg fjerne?”. Det gælder både fysiske konstruktioner, designs og idéer.

Det mest påfaldende eksperiment var en LEGO-konstruktion, som skulle gøres mere stabil. Det kunne løses enten ved at fjerne én klods eller ved at købe flere klodser, man kunne bygge på. Kun 41 procent valgte den nemme og billige løsning.

Det er ikke, fordi vi foretrækker kompleksitet, men snarere fordi subtraktion slet ikke kommer ind i vores mentale søgefelt. Vi har blikket så stift rettet mod plus-kolonnen, at vi ikke overvejer, hvad der skal ske på minus-siden.

Og det er et problem.

For en vellykket transformation hviler på nogle klare prioriteringer i både plus- og minuskolonnen, og på at organisationen forstår begge sider.

Derfor bør ledere i en strategi- eller forandringsproces kunne svare på og kunne kommunikere:

Hvad skal vi begynde at gøre anderledes?

Og hvad skal vi holde op med, så der faktisk bliver plads til det?

Det sidste spørgsmål er ofte det sværeste, for det kræver mere end gode intentioner. Det kan kræve, at vi lukker projekter, fjerner møder, ændrer mål og siger farvel til arbejdsformer, som nogle stadig holder af.

Men uden de beslutninger bliver strategien eller forandringen bare endnu et lag oven på det eksisterende.

Så skal vi løbe hurtigere, men har ikke fjernet det, der forhindrer os i at komme i mål.

Det svarer lidt til at slutte løbeturen med en Snickers – og bagefter undre sig over, at forandringen udebliver.

Mads Olsen

Connect på Linkedin eller skriv på [email protected]

Flere holdninger fra Lilla virkelighed

Hvad bør fixes, inden I køber jeres nye AI-værktøj?

Du kan ikke skalere en synsk blæksprutte

Om hvorfor jeres salg afhænger for meget af tilfældigheder, og hvad I bør få styr på, før I forsøger at skalere det.

Slut ikke løbeturen med at snuppe en Snickers

Hvorfor de fleste ledere sætter nye initiativer i gang i stedet for at fjerne det, der står i vejen for strategien.

Lilla virkelighed

Alle vores holdninger er bundet i det vi kalder lilla virkelighed. Lige der hvor hvor blå strategi og rød adfærd mødes og bliver til det som flytter virksomheder frem ad. Men der er for mange ting som ikke gør. Og det har vi holdninger til.